Afsnit 83: Conans Verden Podcast 5 – Conan the Barbarian (2011)

Da Arnold havde travlt med at lege Governator, måtte producenterne finde på noget andet til den næste film om Conan. Inspireret af den bølge af remakes og reboots, der hærgede i de år (og stadig hærger i dag), valgte de at starte helt forfra. En ny Conan til et nyt årtusinde.
Ikke nok med at vi ikke har nogen Arnold, men vi har for første gang heller ingen Sven-Ole Thorsen med i en Conans Verden film. I stedet får vi den evigt skulende surfer med den dybe stemme, Jason Momoa, der også er kendt som Khal Drogo fra Game of Thrones og DC universets Aquaman. Momoa byder på en mindre muskuløs, men stadig trimmet og måske mere atletisk kriger, der er på eventyr som pirat, tyv og barbar.
Filmen starter med Conan, der bogstaveligt talt bliver født midt i blod og krig. Som dreng ser han sin familie blive slagtet, og da han er vokset op og blevet til Momoa, er han midt i sit livs mål: At hævne sin far, mor og landsby. Det hele er pakket ind i en historie om en ond, kvindelig heks, der er blevet brændt på bålet. Hendes mand og datter nu forsøger at vække hende til live, ved at samle en gammel maske og få en jomfru til at bløde på den. Eller noget.
Denne gang byder vi på sanddæmoner, ægte trolddom, mohikaner-krigere, børn der løber med æg og skurken fra Avatar og Marilyn Mansons ekskone i et borderline incestuøst far-datter forhold.
Så lyt med når vi for sidste gang rejser til Robert E. Howards fantasiverden, der som altid er fyldt med sex, blod, vold, mjød og højt eventyr.
Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Afsnit 81: Conans Verden Podcast 4 – Kull the Conqueror

Vi er tilbage i Hyboria og selvom man syntes, det burde være på tide med historien om, hvordan Arnold Schwarzeneggers Conan blev konge, så har man denne gang valgt at give tronen til Kevin ‘Hercules’ Sorbo i stedet…
Sorbos Kull er tilfældigvis tilstede da kongen (en mumlende Sven-Ole Thorsen) slår næsten alle sine arvinger til tronen ihjel. Kull dræber den store dansker og på trods af massive protester fra hoffet overtager han den fesne krone, den vakkelvorne trone, det statistfattige land og det Playboy erfarne harem!
Efter et par mislykkede mordforsøg går den lokale troldmand, hærføreren og kongens irriterende nevø sammen for at vække den 3000 år gammel heks, Akivasha, til live. Deres plan er at få denne ultimative cougar til at forføre og dræbe Kull, og det kan jo umuligt gå galt.
Selvfølgelig er ingen Robert E. Howard inspireret film komplet uden en broget skare af hjælpere, så denne gang får Kull en hånd af en harems-pige som læser fremtiden i bordskånere,en karatemunk som laver indianer hiphop i sin fritid og selvfølgelig den mildest talt farverige krejlerkonge Juba.
Det er tid til dårlige effekter, pinlige forsøg på high fantasy og mon ikke der også er plads til en barbar kliche eller to, når sønnen af en af verdens største filmkomponister ikke kan beslutte sig for, om han skal plastre filmen til i klassisk strygermusik via synthesizere eller tonstunge guitar riffs. Så han bruger bare begge dele… På én gang…
Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Afsnit 79: Conans Verden Podcast 3 – Red Sonja

Conan er lagt på hylden, så denne gang er Arnold tilbage som Conan-klonen Lord Kalidor. Historien handler om den rødhårede Sonja, som er på et hævntogt, da den onde Dronning Gedren har brændt Sonjas hjem, slået familien ihjel og arrangeret en gruppevoldtægt af vores heltinde.
Nu skulle man tro, at det var nok, men nej. Filmens actionfyldte plot handler også om den farlige talisman, som truer med at destruere verden, hvis ikke Sonja og Kalidor griber ind.
I sand 80’er stil skal Sonja overvinde sit had til mænd og inden credits helst falde i armene på Conan, errr Kalidor.
Den ulidelige comic relief Prins Tarn sikrer, at det ikke bliver alt for seriøst i denne tredje film sat i Hyboria.
Der er ingen heste eller kameler som får på mulen denne gang, til gengæld er der en skummel alkymist, en portvagt som kun tager imod naturalier, en lesbisk skurk i lak og læder, og selvfølgelig en håndlanger som bare vil ha’ dig til at skyde dem begge to.
Fat dit sværd, mjødkrus, og brækspand når vi snakker Red Sonja!
Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Afsnit 78: Conans Verden Podcast 2 – Conan The Destroyer

Vi vender i dette afsnit tilbage til Hyboria, Robert E. Howards fantasi-verden, hvor barbaren Conan huserer. Denne gang er vores muskuløse ven blevet overtalt til at følge en ung jomfru til et mystisk tempel, hvor hun skal hente et juvelbesat horn, som kan vække drømmeguden Dagoth til live. Eller noget i den retning.
Conan får følgeskab af Jokerens håndlanger, et medlem af Harlem Globetrotters, Max Zorins kæreste, Bonds kærestes kusine og ham den summende troldmand fra sidst.
Undervejs skal de et smut forbi et krystalslot i en sø, hvor en af verdens bedste stuntskuespillere af mystiske årsager skal spille først gammel troldmand og siden abemand med rød kappe. Senere er der fjollerier som Hornets Vogtere, hvis leder laver en elendig kopi af Christopher Lee, Andre the Giant maskeret i et Cthulhu-wannabe kostume lavet i en børnehave (men af en tredobbelt Oscar vinder…) og et bekymrende fravær af blod, sex og den humor, som kendetegnede første kapitel.
Heldigvis er Sven-Ole Thorsen også tilbage for en kort bemærkning, så når de samtidig har hyret eventyrfilmenes konge, Richard Fleischer, som instruktør og legenden Jack Cardiff som fotograf, så kan det jo umuligt gå helt galt… Vel?
Sikkert er det i hvert fald, at hverken kameler eller heste kan føle sig sikre, når Conan deler slag ud!
Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Afsnit 75: Conans Verden Podcast 1 – Conan The Barbarian (1982)

Vi dykker denne gang ned i den første film fra Robert E. Howards fantasi-verden “Hyboria” og skal på eventyr med barbaren Conan.
På trods af stor modgang i sin barndom vokser Conan op og bliver en mægtig gladiator. Han vinder sin frihed og drager på eventyr for at få hævn over filmens skurk, Thulsa Doom og hans slangekult.
Hævnens vej er lang og farlig, men Conan får heldigvis hjælp undervejs af tyven Subotai, krigeren Valeria og den tossede troldmand. De skal navigere sig gennem euforiserende stoffer, kult tilbedere, mægtige slag, en gyde med prosituerede, og dyresex.

Filmen er spækket med stjerner som Arnold Schwarzenegger, Max von Sydow, James Earl Jones og Sven-Ole Thorsen!

Find dit sværd frem, slå en kamel i jorden og gør klar til en eventyrlig rejse med Conan og hans venner!

Dagens værter: Kristian og Nikolaj