Afsnit 109: Top10 Listen Podcast 4 – Instruktør/skuespiller makkerpar

Nogle kreative konstellationer løfter begge parter til nye højder. Denne gang har FFF sat sig for at afdække, hvilke instruktører og skuespillere, der sammen får det bedste ud af hinanden. Hvilke to krydderier sat sammen har været særligt gode til at forløse en instruktørs vision eller til at vise hidtil ukendte sider af skuespillernes talent? Er der særlige konstellationer, der definerer hinandens karrierer i særlig grad?

På de tidligere afsnit har værterne ofte vægtet skuespil og instruktion forskelligt, og denne gang er der endnu flere faktore i spil når det bedste makkerpar skal findes.
Hvor mange film skal de have lavet sammen, før de kommer i betragtning? Skal der være film fra forskellige serier, eller er det nok med 4 gange Politiskolen? Hvor højt vægter hovedroller i forhold til biroller? Hvor meget trækker dårlige film ned i den samlede betragtning af et samarbejde?

Vi kommer vidt omkring, og der vil være både overraskende udeladelser og kontroversielle placeringer. Og enkelte navne går igen i mere end en konstellation…

God fornøjelse med endnu et Top 10 afsnit og deltag endelig i diskussionen på Facebook eller Forum på filmpodcastforfolket.dk/forum og del din egen Top 10.

Afsnit 108: FFF Goes West 2018 Podcast 3 – Butch Cassidy and the Sundance Kid

FFF Goes West er tilbage med en ny seksløberserie! Der er så mange klassikere i denne genre, at vi måtte vende tilbage.

Tredje skud er George Roy Hills Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969).

Makkerparret Paul Newman og Robert Redford betragtes som et af de bedste foran et kamera, på trods af kun to film sammen. Her som de to banditter, der indser at deres gerninger har indhentet dem og de må flygte for livet.

Karaktererne anses som milepæle i begge mænds karrierer og Redford gik endog så langt som at opkalde sin filmfestival efter the Sundance Kid.

Så hvad synes FFF om makkerparret og filmen i det hele taget? Er den nyskabende og provokerende for sin tid eller er den lidt for artsy-fartsy? Hører den til på hylden med westernklassikere og er den et must-see?

FFF har fundet River Rafting udstyret frem fra kælderen og gør klar til lidt af en tur til vands, til lands og på cykel.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 107: Bottom of the Barrel Podcast 2 – The Ice Pirates

Efter Star Wars filmen “A New Hope” fik stor succes i slutningen af 70’erne kom der en flodbølge af mindre og meget mindre gode rumfilm.
Der var dog enkelte film som klarede sig igennem nåleøjet og som fortjener at blive husket i samme åndedrag som Star Wars. Dette er IKKE en af disse film!

I dagens podcast tager vi en tur tilbage til værternes barndom og snakker om Star Wars klonen “The Ice Pirates”.
Under en forfærdelig rumkrig har rum-korsridderne fra planeten Mithra destrueret alt vand i galaksen pånær på deres egen planet. Is er nu det mest værdifulde stof i galaksen og derfor har de fleste forbrydere kastet sig over invasion af Mithra rumskibene som transporter is mellem planeterne.

Vi følger helten Jason og hans lille gruppe af rumpirater i deres jagt på is og kalkunlår. De løber, under en plyndring, ind i den smuk Prinsesse Karina og på trods af Jasons trang til voldtægt ender de alligevel med at hjælpe hende i jagten på hendes forsvundne far!
Undervejs er der masse af spacebattles i bedste Space Invaders stil, kastrationer, rumfester, forhandlinger med en robot-pimp, og selvfølgelig skøre karaktere og underlige rumvæsner.

Det skal ikke være skæg og ballade det hele så filmen byder også på en hed sexscene til tonerne af hittet “Passion’s Storm” og vi får en nærmere forklaring af space penetration, hvordan man flirter med et rumvæsten og Time Displacement Theory.

Det er tid til at programere kamprobotterne og finde din bedste Errol Flynn immitation frem, for nu skal vi snakke “The Ice Pirates”

Værterne opforderer alle lyttere til at beskytte sig, da denne podcast kan indeholde spor af rumherpes.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj

Afsnit 106: FFF Goes West 2018 Podcast 2 – The Searchers

FFF Goes West er tilbage med en ny seksløberserie! Der er så mange klassikere i denne genre, at vi måtte vende tilbage.

Andet skud er John Fords The Searchers (Forfølgeren) fra 1956.

Efter en stribe westerns er vi nu endelig nået til John Ford, der af mange betragtes som den største og vigtigste westerninstruktør.
I The Searchers er han ovenikøbet teamet op med sin helt store stjerne; John Wayne.

The Searchers er beretningen om en mand på en årelang hævntogt og søgen efter sin kidnappede niece. Filmen anses som en milepæl i genren, men bliver også beskyldt for åbenlys racisme, især her mange år senere.

Men er de racistiske toner nok til at ødelægge filmen for publikum idag eller er der så megen kvalitet, at det fylder mindre?

FFFs tre hævntørstige værter tager Winchesteren i den anden hånd og dykker ned i snakken om den måske mest komplekse og publikumssplittende hovedkarakter i vores podcasts historie.

Det og meget, meget mere i FFFs behandling af The Searchers.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 105: FFF Goes West 2018 Podcast 1 – The Treasure of the Sierra Madre

FFF Goes West er tilbage med en ny seksløberserie! Der er så mange klassikere i denne genre, at vi måtte vende tilbage.

Første skud er John Hustons The Treasure of the Sierra Madre(Tre mand søger guld) fra 1948.
En anderledes og højt respekteret western med selveste Humphrey Bogart i hovedrollen, som den noget tvivlsomme helt, Dobbs. En rolle, der udfordrede publikummet i 1948. Kunne den elskede Bogart virkelig portrættere en karakter så langt fra Sam Spade og Rick Blaine?

Filmen behandler temaer som grådighed, mistillid, forræderri, desperation og guldfinderdans.

Af mange betragtet som en milepæl i genren, ja i filmhistorien i det hele taget, men kan den nu også leve op til det 70 år senere?

FFFs tre Desperados har fundet hakker og spader frem for at se, om der nu virkelig også er guld i; The Treasure of the Sierra Madre

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 104: FFF Særafsnit – Reaktioner på Star Wars – The Last Jedi

Denne podcast indeholder spoilers!
Efter to års pause er Filmpodcast For Folket tilbage med en ny reaktionspodcast og denne gang har vi selvfølgelig kastet os over Rian Johnsons “Star Wars: The Last Jedi”. Som på “The Force Awakens”-podcasten er det blevet til en kort snak om de nye figure, de gamle kendinge og selvfølgelig mange af filmens highlights og mindre gode momenter.

Vores normale dybdeborende gennemgang af Star Wars filmene gemmer vi indtil episode 7,8 og 9 alle er ude på Bluray så vi kan se dem igennem frame by frame.

Venter Rey stadigvæk på øen Ahch-To med en udstrakt lightsaber og byder Luke mon uventede gæster på Gevalia?
Er Chewbacca blevet vegetar og lever Luke virkelig ikke af andet end fisk og grøn søko mælk?
Har Hux og Kylo Ren lært at dele deres legetøj og får vi endelig en Star Wars film hvor skurken ikke bare ringer ind via hologram?

Tag dine porg-forede hjemmesko på og åben kagedåsen med Wookiee-ookies for nu skal vi ha svar på alle de ting J.J. Abrams teasede i “The Force Awakens” !

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 103: Adventskalender 2017 Podcast 4 – The Muppet Christmas Carol

Det er blevet juleaften og 4. søndag i advent og bag den sidste låge i adventskalenderen 2017 gemmer sig Brian Hensons “The Muppet Christmas Carol”.

Henson familien tog, med økonomisk støtte fra Disney, en stor udfordring op; at lave deres egen fortolkning af Charles Dickens’ A Christmas Carol/Et Juleeventyr.
Et stort spring væk fra The Muppet Show, men også deres andre filmsuccesser som The Muppet Movie og Labyrinth.
Samtidig måtte Brian Henson overtage den tunge arv fra sin far, Muppet geniet Jim Henson, der pludselig var gået bort kort forinden.
Man fik overtalt selveste Michael Caine til at iklæde sig rollen som Ebenezer Scrooge, alle tiders mest ikoniske juleskurk.

Hvad siger FFFs tre julespøgelser til alt dette? I panelet er nogle Muppetfans, mens andre har et flygtigt kendskab til universet og denne film deslige.

Fungerer den klassiske historie i en Muppetfortolkning? Er den i sig selv blevet værdig til at blive kaldt en juleklassiker eller skal den i Krampus’ rygsæk med forfejlede film fra genren? Er Gonzo the Great egentlig en grib, en ørn, en hættemåge eller noget helt fjerde?

Lyt med mens vi julehygger, traller glade julesange(ikke rigtigt, men julestemning er der!) og tilsidst i afsnittet deler vi en stor julegave ud til de lytterne.

Afsnit 102: Adventskalender 2017 Podcast 3 – Home Alone

Det er blevet 3. søndag i advent og bag denne uges låge i adventskalenderen gemmer sig Chris Columbus’ “Home Alone”.

Denne uge er vi tilbage i USA med en kommerciel julefilm som næsten ikke var til at slå af hitlisterne hen over julen i 1990 og længe efter træet var smidt ud.
Familien McCallister skal på juleferie til Europa og hele huset er fyldt med børn i alle aldre og deres forældre. Kevin er den mindste så han bliver drillet af de andre børn og hos de voksne er der ingen hjælp at hente. Til sidst bliver det for meget for ham og resultatet af en lille slåskamp med storebror Buzz sender Kevin op på loftet hvor han skal blive til næste morgen.
Som i et eventyr går alting galt og familien ender med at tager afsted til Europa uden at få Kevin med. Kevin må nu klare sig selv indtil familien kommer hjem igen og som det ikke var nok så huserer de farlige “Wet-Bandits” i kvarteret og Kevin får hurtigt andet end Mor at tænke på.
Blandt kvarterets andre beboere er der ikke meget hjælp at hente og Kevin undgår med nød og næppe den farlige seriemorder Old Man Marley.

Fat dit luftgevær, tarantel og slidte VHS kopi af “Angels with Filthy Souls” for nu skal McCallister huset forsvares!

Afsnit 101: Adventskalender 2017 Podcast 2 – Dyrlægens Plejebørn

Da FFF sidst snakkede om en Carl Ottosen film, var det i vores Goes West serie med “Præriens Skrappe Drenge”. Ikke en udpræget succes, men der var dog ros til duoen Dirch og Winnie. Her er de to igen sat sammen. Denne gang i en julefilm. Men hvor meget jul er der egentlig i “Dyrlægens Plejebørn”? Fortjener den at blive kaldt en dansk juleklassiker?
Filmen giver gensyn med flere FFF stamgæster som Ove Sprogøe, Lone Hertz, Axel Strøbye og Karl Stegger, men også et første gangs besøg af Judy Gringer, der endelig bliver føjet til listen af stjerner fra den danske folkekomedies glansperiode, som vi har diskuteret.

Får “Dyrlægens Plejebørn” FFF i julestemning? Gemmer der sig en Grinch i panelet? Og hvad er egentlig rekorden for flest sange, sunget fra et førersæde, i den samme film? Lyt med og få svar på op til flere af disse spørgsmål

Afsnit 100: Adventskalender 2017 Podcast 1 – A Christmas Story

Det er 1. søndag i advent og bag lågen i vores kalender gemmer sig Bob Clark’s “A Christmas Story”.

Denne gang er alle tre værter tilbage og fordi det er afsnit #100 tager vi en hurtig snak omkring de første 99 afsnit. Hvilke podcasts har vi selv hørt mest, hvilke film levede måske ikke helt op til forventningerne, samt hvad kunne vi tænke os at snakke om i fremtiden.

“A Christmas Story” regnes af mange amerikanere som filmen man skal se ellers bliver det ikke jul, og alligvel er den stort set ukendt i Europa.
Vi følger drengen Ralphie Parkers hverdag i december, hvor han forsøger at undgå en ond mobber og drømmer om den ultimative julegave, et luftgevær! Desværre er hverken far eller mor med på ideen og mener at en sådan gave kan kun resultere i at man skyder sit ene øje ud!
Ralphie har heldigvis masser af ideer til hvordan man kan manipulere forældre, en skolelærer og måske endda julemanden.
Find Ovaltine, kalkun og din hemmelige “Little Orphan Annie” decoder pin frem, for nu skal julen sparkes igang.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

(Afsnittet har desværre en del lydproblemer på optagelsen. Vi beklager meget og har et fix i hus fra afsnit 102)