Afsnit 109: Top10 Listen Podcast 4 – Instruktør/skuespiller makkerpar

Nogle kreative konstellationer løfter begge parter til nye højder. Denne gang har FFF sat sig for at afdække, hvilke instruktører og skuespillere, der sammen får det bedste ud af hinanden. Hvilke to krydderier sat sammen har været særligt gode til at forløse en instruktørs vision eller til at vise hidtil ukendte sider af skuespillernes talent? Er der særlige konstellationer, der definerer hinandens karrierer i særlig grad?

På de tidligere afsnit har værterne ofte vægtet skuespil og instruktion forskelligt, og denne gang er der endnu flere faktore i spil når det bedste makkerpar skal findes.
Hvor mange film skal de have lavet sammen, før de kommer i betragtning? Skal der være film fra forskellige serier, eller er det nok med 4 gange Politiskolen? Hvor højt vægter hovedroller i forhold til biroller? Hvor meget trækker dårlige film ned i den samlede betragtning af et samarbejde?

Vi kommer vidt omkring, og der vil være både overraskende udeladelser og kontroversielle placeringer. Og enkelte navne går igen i mere end en konstellation…

God fornøjelse med endnu et Top 10 afsnit og deltag endelig i diskussionen på Facebook eller Forum på filmpodcastforfolket.dk/forum og del din egen Top 10.

Afsnit 98: Top 10 Listen Podcast 3 – Karakter/skuespiller filmduo

FFF er tilbage! Vi snupper et nyt (og gammelt) afsnit af Top 10 Listen, og denne gang skal det handle om Karakter/Skuespiller Duoer.
Altså kan det være de to samme karakterer, evt. spillet af mange forskellige, eller to skuespillere, der har team’et op i flere film uden at det nødvendigvis har været i de samme roller. Jo mere man dykker ned i det, jo flere dynamiske duoer dukker der op, men der er kun plads til ti fra hver, til stor frustration for værterne. Hvem samler point nok sammen til at stå side om side blandt de største? Rammer vores samlede top ti mon din, eller er vi helt, helt ved siden af? Og hvor højt på listen ligger Finn & Jacob?

Der er buddy-cops, knytnæver og bautasten for alle pengene!

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Find afsnittet på iTunes eller din yndlings podcast app, og selvfølgelig på hjemmesiden (http://www.filmpodcastforfolket.dk/) til download og streaming.

Afsnit 72: Top 10 Listen Podcast 2 – Filmskurke

I anledningen af Filmpodcast For Folkets 1-års jubilæum, vælger vi i dette afsnit at hylde og rangere the baddest of the bad og lave vores helt egen Top 10 over de bedste filmskurke! I et kapløb med tiden må de tre brave værter komme til enighed, via et sindrigt pointsystem, om hvem der fortjener en plads på listen og i hvilken rækkefølge! Gys, gru, spænding og nævekamp synes nærmest uundgåelig, som vi trækker den ene modbydelige stodder efter den anden op af hatten. Præster, børnemordere, psykologer, vejrtrækningsbesværede, cowboys, nazister, gangstere, bøller og dræbermaskiner er alle til debat. Måske har vi endda en joker i ærmet? Det bliver morderligt spændende!
Som en ekstra fødselsdagsbonus laver vi også en opsummering af vore to priser og vurderer hvem der står særligt frem som værdige modtagere af Jack Elam eller Dimitri Tiomkin priserne.
Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 62: Top 10 Listen Podcast 1 – Præstationer i superhelte film

Vi kaster os denne gang over en ny serie, Top 10 Listen, og denne gang skal det handle om skuespillerpræstationer i film, tv-serier, og animerede tv-serier og film baseret på superhelte tegneserier.
Det er noget af en mundfuld, og bølgerne går indimellem højt, når det kommer til en rangering.
Er Burgess Meredith eller Danny DeVito bedst som Pingvinen, og kan de overhovedet konkurrere med Christopher Reeve eller Henry Cavill som Superman?
Heath Ledger fik kun én chance som Jokeren, så kan han overhovedet måle sig med Mark Hamill, som har lagt stemme til den animerede Joker mere end 30 gange ?
Er vi mest til Affleck, Keaton, Bale, West eller Conroy når det gælder Batman, og hvordan gør Ryan Reynolds’ Deadpool sig når alle de nye Marvel helte fra MCU skal regnes med?
Så frem med masken, som skjuler din hemmelige identitet og lyt med når heltene fra DC, Marvel og Dark Horse tegneserierne skal igennem “Top 10 Listen”
Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj