Afsnit 160: Steven Spielberg Podcast 10 – The Color Purple Part I

FFF er tilbage med en af de mest kontroversielle Spielberg film. I 1985 udkom Farven Lilla, Spielbergs filmatisering af Alice Walkers Pulitzer vindende roman af samme navn. Dengang blev det livligt debatteret, om det var det rette valg, at lade en hvid mand instruere historien om en farvet kvinde, der stod op imod patriarkalsk undertrykkelse. Spielberg var selv i tvivl, men fandt en vinkel, hvor han følte et stærkt bånd med hovedkarakteren og følte sig i stand til at løfte den store opgave.

Farven Lilla er fortællingen om Celie, der misbruges af sin far og føder hans børn, giftes bort mod sin vilje til en mand, der hellere ville have haft hendes søster og må lide igennem et ægteskab med vold, utroskab og nedarvede synder, der gentages på tværs af generationer.

Det er et stort spring for Spielberg som fortæller og for podcasten her, at gå fra eventyr med Indiana Jones til de store tematikker, der bringes på bordet denne gang, når vi dykker dybt ned i Spielbergs første reelle forsøg på at lave en såkaldt moden film. Vi går grundigt igennem filmens tilblivelse, castingen af de helt nye ansigter som siden skulle blive så verdenskendte og sammenligner detaljeret filmen med den litterære forlæg, når Spielberg og FFF med et brutalt slag med Misters bælte tvinges til at blive voksne for en stund.

Lyd med og hør, om vi mener Spielberg klarer springet til et nyt stadie i sin filmkarriere, eller om der stadig er noget vej for ham.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 157: Steven Spielberg Podcast 09 – Indiana Jones and the Temple of Doom Part II

Der gemmer sig flere hemmeligheder i det mørke tempel og efter et måltid, der kan få det til at vende sig i de fleste, skal vores helte først flirte lidt over noget frugt og hænge en skurk, inden de kan rage på brysterne af en statue og komme videre… Herfra står menuen på et gulv fyldt med insekter, en fælde der i en senere podcast skal vise sig at være “lånt” fra Flash Gordon’s Trip To Mars, en ofring hvor der hives hjerter ud af mennesker til højre og venstre, bivirkningerne af at drikke det forkerte blod, børn der skal piskes, slaver der skal befris, skurke der skal kvases i en stenknuser, mineskakter der skal udforskes i høj fart, hængebroer der skal kappes over og krokodiller der skal fodres inden landsbyen endeligt kan føres tilbage til fordoms frugtbarhed.

Tempoet er hæsblæsende i anden halvdel af Temple of Doom, hvor vi går fra den ene dødsfælde eller action sekvens eller menneskeofring til den næste. Kan man leve videre efter ens hjerte er flået ud? Hvor tæt kan man komme på lava og helvedes flammer, før der går ild i ens fine kjole? Må man slå børn på film? Spørgsmålene står i kø, men efter vi i forrige afsnit redegjorde for, at det er 100% realistisk at bruge en gummibåd som faldskærm, er det ikke noget problem for FFF værterne at svare på dem.

Hvad er den endelige dom over barndomsfavoritten, der altid har delt vandene blandt fans af Indiana Jones serien? Er den for mørk og dyster eller er den spot on og perfekt til aftenkaffen? Hvor ville Willie Scott rangere, hvis hun havde været en Bond babe i stedet for? Er Short Round den sejeste 80’er filmdreng eller er han den sejeste 80’er filmdreng?

Lyt med og få svarene på alle disse spørgsmål og forbavsende meget mere, når værterne får stanget det sidste Snake Surprise og afkølet abehjerne ud af tænderne, skrabet de værste insekter af fodsålerne og forhåbentligt får stoppet minevognen i tide inden podcasten nådesløst smadrer ind i endevæggen.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 156: Steven Spielberg Podcast 09 – Indiana Jones and the Temple of Doom Part I

Podcasten vender tilbage til Spielbergs filmiske univers og der er dømt gensyn med gamle kendinge. For det første har Limfjordens primære eksportvare, Morsingboen, fundet tid i kalenderen til et smut bag mikrofonen. For det andet har verdens mest berømte arkæolog fundet sin pisk frem og er klar til at svinge den over lytterne i bedste Fifty Shades of Fedorahat-stil.

At FFF trioen er samlet igen føles som en rejse tilbage i tiden, og det passer perfekt da dagens afsnit faktisk ikke er en fortsættelse, men en forløber eller prequel. Temple of Doom foregår et år før handlingen i Raiders of the Lost Ark, så der er ingen Marion Ravenwood, Indy har ikke fundet Pagtens Ark og han har endnu ikke udvalgt nazisterne som sine ærkefjender.

Denne gang leger Dr. Jones (hey, fik han ikke en Aqua sang på et tidspunkt?) surrogat-far for den opfindsomme og vidunderligt selvstændige knægt Short Round, der hurtigt blev en favorit for de fleste drenge i 80’erne. Sammen er de to helte på eventyr i Shanghai, hvor de samler sangerinden Willie Scott op og tager en flyvetur i en gummibåd til Indien (se filmen, så giver det mening), hvor de efter et måltid biller bliver overtalt til at ride på elefanter til et mystisk tempel-hotel med et særdeles tvivlsomt menukort og skumle hemmeligheder i kælderen.

Temple of Doom var den mest kontroversielle Indiana Jones film indtil George Lucas insisterede på at lege med rumvæsner (undskyld, vi mener “interdimensionelle eksistenser”). Den begejstrede børn og unge, men skræmte livet af deres sensible forældre og var med til at skabe en helt ny kategori indenfor amerikansk filmcensur. Lyt med og hør om værterne mener, at Temple of Doom er en hyggelig film for de mindste, eller om Spielberg og Lucas har drejet til højre i stedet for til venstre og er kørt ned af den mørkeste skakt i film-minen.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 153: Steven Spielberg Podcast 08 – Twilight Zone – The Movie

Ikke siden vi snakkede om Casino Royale (1967) tilbage i marts 2016 har der været sådan en kaskade af instruktøre på afsnittets film og der står jo Steven Spielberg på skemaet så hvordan hænger det nu sammen?
I dagens afsnit tager vi en tur ind i den 5. dimension og kigger nærmere på hvordan de fire instruktøre Steven Spielberg, John Landis, Joe Dante og George Miller endte med at lave hver deres homage afsnit til den hyldede tvserie “The Twilight Zone”.

Selvom “The Twilight Zone”-tvserien for de fleste ikke-amerikanere ikke rigtig får en klokke til at ringe, så kan seriens påvirkning findes i stort set alle elementar af nutidens populærkultur. Skaberen bag serien Rod Serling ville ikke bare fortælle historier om mystik, monstre og mærkelig hændelser, men forsøgte også at give seerne noget at tænke over i deres personlige liv. Nogle gange en tydelig morale, men ofte var tingene delikat pakket ind i en underholdende historie.

John Landis åbner ballet med en minifilm om en racist som ender med at få lov til at smage sin egen medicin i Franking under den tyske besættelse, i en varm sydstats nat hvor hovedpersonen forveksles af KKK som er ivrige for at klynge ham op og til sidst i Vietnam under krigen hvor en gruppe amerikanske soldater tror han er Viet Cong.
Næste minifilm er heldigvis lidt lettere i tonen. Steven Spielberg viser os livet på et plejehjem hvor alle beboerne længes efter deres ungdom, men da en mystisk fremmed pludselig giver dem muligheden for at blive børn igen og leve livet én gang til, er de ikke sikre på om det nu også er det de vil.
Joe Dante har allieret sig med Dick Miller (Mr Futtermann) fra Gremlins, men denne gang handler filmen ikke om små grønne væsener men derimod om en dreng som kan få alt hvad han vil i hele verden. Desværre betyder hans radikale valg at der ikke er meget nærhed og kærlighed i hans liv. Ihvertfald indtil han møder sit næste offer i form af en skolelærer som kører igennem byen på vej mod nye eventyr.
George Miller står for sidste minifilm, og selvom der ikke er meget mad Max over det har han fundet plads til sin lidt specielle stil alligevel. John Lithgow har erstattet William Shatner i en genindspilling af et afsnit om flyskræk. Lithgow tror han ser små grønne væsener ude på vingen og det selvfølgelig midt i et uvejr. Er han ved at blive skør eller er der noget om snakken ?

“The Twilight Zone” var et tilløbsstykke i sin samtid og vises stadigvæk i fjernsynet mange steder i verden idag, men holder konceptet når man fjerne geniet Rod Serling, og istedet sætter 4 instruktøre til at styre galskaben?
Vi giver de 4 herrer en chance og inviterer på en tur til den 5. dimension, eller som Rod Serling måske ville ha sagt :”Det du nu skal lytte til kunne være slutningen på et forfærdeligt mareridt. Men det er det ikke. Det er begyndelsen. Velkommen til kære lytter. Din destination? The Twilight Zone!”

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 151: Steven Spielberg Podcast 07 – E.T. – The Extra Terrestrial Part II

I afsnit to om det lille rumvæsen, hvis film blev verdens største nogensinde, skal vi både en tur i skole og redde frøer, tømme køleskabet for dåseøl og have nogle ikoniske flyveture på et af de ultimative 80’er transportmidler, BMX-cykler.

Elliot har vist E.T. til sine søskende, som har svoret, at de ikke vil sige noget til nogen som helst. Men hvordan holder man sådan noget skjult, samtidig med at man skal have bygget verdenshistoriens mest avancerede rumtelefon ud af ramponerede stumper mekanik og legetøj fundet på et børneværelse?

Mens det emotionelle bånd mellem dreng og rumvæsen bliver stærkere, kommer truslen i form af de voksne nærmere. Det er et kapløb med tiden, for at få ringet til en fjern galakse efter et lift til E.T., inden manden med nøglebundtet får pakket Elliots hus ind i et kæmpekondom.

Som altid er der også plads til en snak om de helt store emner i livet såsom alkoholpåvirkede skolebørn, børn der overnatter alene i en regnvåd skov, effektive måder at pjække fra skole og selvfølgelig det helt store spørgsmål: Vil verden blive et bedre sted, hvis man udskiftede alle våben med walkie talkies?

Ender det hele i den store tudefest, eller kan værterne holde sammen på stumperne længe nok til at få uddelt karakterer og MVP priser?

Lyt med, når John Williams får cyklerne og vores hjerter til at lette mod podcast-himlen.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 150: Steven Spielberg Podcast 07 – E.T. – The Extra Terrestrial Part I

Efter nogle måneder i julen og Verhoevens tegn, vender FFF tilbage til Spielbergs univers. I dette jubilæumsafsnit nr. 150 tager vi fat i det, der af mange regnes som den ikoniske og definitive Steven Spielberg film, gigant succesen fra 1982, E.T. – The Extra Terrestrial.

Historien om det lille rumvæsen, der strander på Jorden, langt væk hjemmefra og helt alene indtil han finder og bliver venner med drengen Elliot, spøgte i mange år og i mange versioner i Spielbergs tanker, før det blev til den film, som så mange elsker så højt. Vi vender som altid hele baggrundshistorien grundigt, lige fra den unge Steven skulle finde en måde at håndtere, at hans far forlod sin kone og fire børn, og derfor opdigtede en usynlig ven i form af et rumvæsen, som han kunne betro sig til, og videre over den mørke monsterfilm Night Skies, der aldrig blev filmatiseret, men gav inspiration til alt fra Poltergeist til Gremlins til Signs og så endelig frem til den eventyrlige fortælling om venskab, der stadig kan få tårerne til at trille ned ad kinderne på granvoksne mennesker.

E.T. er en historie om venskab, familie, sammenhold og om at møde verden med et åbent, tillidsfuldt og drømmende sind, i stedet for at lade sig styre af frygt og angst. Ganske som vi plejer kaster FFF værterne sig hovedkuls ud i både disse dybe tematikker og alle emnerne i den lettere ende af skalaen, som hvad sker der juridisk, når der opstår splid om ophavsretten til et manuskript og andel af indtægter fra merchandise salg samt hvorfor pokker det ikke er rigtigt Dungeons & Dragons, som børnene spiller hjemme i stuen.

Så drik en dåsebajer med dit favorit-rumvæsen og følg sporet af Reeces Pieces hele vejen gennem skoven i forsøget på at finde hjem til verdens mest grundige filmpodcast, og lyt med, når Onkel Steven tager os alle sammen med på et filmisk eventyr af de helt store.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 134: Steven Spielberg Podcast 06 – Raiders of the Lost Ark Part II

Efter 4 timers snak om filmens tilblivelse og de første par scener i det forrige afsnit forsætter vi nu snakken om Spielbergs Raider of the Lost Ark.

Indy og Marion er ankommet til Kairo, the City of the Living, i deres søgen efter den tilsandede by, Tanis, og Pagtens Ark! Nazisterne har travlt med at udgrave et kæmpe område udenfor Kairo men Indy finder hurtigt ud af at de graver det forkerte sted.
Med den rigtige medaljon i hånden ser det ud til at Indy endelig kan få et forspring og måske nå frem til kammeret hvor Arken er gemt før nazisterne.
Desværre går ikke alt som planlagt for Indy, men vi får til gengæld en meget intens slåskamp omkring et fly, indhentning af en lastbil på hesteryg og meget meget mere før vi endelig får at se hvad der gemmer sig i Pagtens Ark.

FFF nedkæmper nazister og hænger fast i en dykkende ubåd i jagten på Pagtens Ark

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 133: Steven Spielberg Podcast 06 – Raiders of the Lost Ark Part I

FFF er nået til Spielbergs første film om arkæologen Indiana Jones. En eventyrfilm der fortsat hyldes som én af de største i genren.

Oven på budget infernoet på “1941” var der ikke mange selskaber i Hollywood som havde lyst til at arbejde sammen med Spielberg. Selv havde han mest lyst til at lave en James Bond film men Cubby Broccolis EON selskab turde ikke satse på den unge amerikaner som ikke kunne overholde budgetter.
Heldigvis kom der en håndsrækning fra vennen og instruktør kollegaen George Lucas som siden de tidlige 70’ere havde arbejdet på et manusskript om en arkæolog, som var lige dele James Bond, eventyrer, og professor. Tanken var at handlingen skulle være meget lig de gamle eventyrs serials, som de begge havde set som børn.

Spielberg blev pålagt at holde sig indenfor et relativt begrænset budget og det blev vigtigt for ham at bevise det var muligt da det denne gang også var George Lucas’ løn som stod på spil.

Filmen blev en kæmpesucces og også anmelderne var vilde med denne nye eventyrfilm, fyldt med referencer til tidligere tiders fortællestil.

Alle tre værter har naturligvis set filmen tidligere, men hvordan ser det ud når den er kommet igennem vores maskine? Er den ufortjent blevet sat på en pedestal og bør den væltes ned derfra? Havde det været bedre med Tom Selleck i rollen som Indiana Jones?

FFF undviger rullesten og drikker en sherpa under bordet i jagten på Pagtens Ark

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 131: Steven Spielberg Podcast 05 – 1941 Part II

Spielberg kendte tydeligvis ikke til mådehold i 1979, så hvorfor skulle det være anderledes for FFF i 2018? Afsnittet om 1941 breder sig ud over to dele, fordi værterne kæmper så hårdt med at finde de sjove dele af denne såkaldte komedie. Måske bliver det bedre i dette afsnit, når vi både skal til jitterbug-konkurrence, skide et kompas ud i en ubåd, se ninjaer klæde sig ud som juletræer og først og fremmest råbe og råbe og råbe til det bløder ud af ørerne.

Men selvom General Stilwell mener at alt omkring ham er opslugt af vanvid og galskab, og han derfor søger tilflugt hos Dumbo i biografmørket, så lykkes det faktisk for de standhaftige podcastere, at finde lys i mørket. Det viser sig nemlig, at der faktisk er en del højdepunkter midt i al larmen.

Så denne gang er den interaktive lytterkonkurrence følgende: Gæt hvad værterne godt kan lide i filmen! Er de til tyske officerer eller cubanske USO værter? Er de til uniformer eller zoot suits? Skal sex foregå på jorden eller i skyerne? Skal kanonen affyres udendørs eller holdes indenfor hjemmets trygge rammer? Skal døtre danse dydigt eller kastes i grams til flådens friske fyre? Er Eddie Deezen et glemt komisk geni eller fortjener han at få et pariserhjul i nakken?

Er der endelig en film, der får Kristian ned med nakken? Må Nikolaj endelig krybe til korset og indrømme, at Steven Spielberg ikke er fejlfri? Eller ender det hele lykkeligt med våde drømme om fortsættelsen, “1942 – Vi Larmer Stadig!”?

Hvis du lytter med, får du måske svar på nogle af ovenstående spørgsmål… Måske får du bare en god griner med FFF, der kan konstatere at humor er en svær størrelse, der ikke nødvendigvis bliver bedre af, at man bare pøser mere på.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 130: Steven Spielberg Podcast 05 – 1941 Part I

For første gang kaster Steven Spielberg sig over en krigsfilm. På en måde i hvert fald… Rumvæsner og roller coaster monsterfilm er uløseligt forbundet med Spielberg, men det er film om Anden Verdenskrig også blevet. Det startede her med den vanvittige 1941. En film som Stanley Kubrick mente var fremragende, men blot skulle have været markedsført som et drama i stedet, for han synes ikke den var sjov. Noget som aldrig er et godt tegn for en komedie…

Spielberg følte sig usårlig. Han red på bølgen af to gigantiske succeser og havde fået Hollywoods checkhæfte med i byen. Han fortæller sidenhen åbent om, at blandingen af ungdommens kådhed og et manglende mådehold fra hans egen side, var med til at skyde filmen i sænk. Men er den nu også så stor en skændsel på hans CV, som den har ry for?

Med vanlig grundighed dykker FFF ned i en film, der foregår en uge efter det japanske angreb på Pearl Harbor og spiller på amerikanernes paranoia om at blive angrebet på egen jord. Filmen lader sig (meget løseligt) inspirere af en række virkelige begivenheder i kølvandet på USA’s indtræden i Anden Verdenskrig, og byder på alt fra masseslagsmål til en dansekonkurrence, flyjagt igennem Hollywoods gader og et pariserhjul på afveje, Dan Aykrod til lands, Toshiro Mifune til vands og John Belushi i luften, Treat Williams og Tim Matheson på jagt efter Nancy Allen, Christopher Lee på tysk og Slim Pickens på toilettet.

Der er kampvogne, ubåde, fly, sømænd, hjemmeværn, en biografvisning af Dumbo, en bugtalerdukke og en alt andet end ydmyg hilsen fra Spielberg til sig selv i form af en gentagelse af åbningsscenen fra Jaws. Og bekymrende nok er der meget, meget, meget mere, der blæser forbi kameraet i den episke, kaotiske, måske rædselsfulde / måske undervurderede 1941.

Med filmen viste Spielberg, at han endnu ikke mestrede begrænsningens kunst, but who are we to talk… Så vær forberedt på lidt af hvert og lidt til…

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.