Afsnit 159: Flash Gordon Podcast 02 – Flash Gordon’s Trip To Mars Part II

I første afsnit beundrede vi, hvordan de fra Universals side var i stand til at rejse frem i tiden, se Indiana Jones and the Temple of Doom i biografen og så rejse tilbage til 1938 med en masse ideer og inspiration. Den beundring fortsætter her…

For i første del var det især rummet med fælderne, hvor loftet med piggene begynder at sænke sig mod vores helte, der frembragte minder om Spielberg-Lucas filmen. Denne gang falder Dale simpelthen i den oprindelige udgave af The Black Sleep of Kali, da hun drikker væsken hos ypperstepræsten i The Temple of Kalu og herfra er mere eller mindre samme forbandelse igennem som Indy udsættes for i 1984-filmen. Der er en fin grænse mellem at lade sig inspirere og så at tyvstjæle med arme og ben, men mon ikke vores kærlighed til begge projekter, får os til at se igennem fingre med den slags…

Efter de får Dale befriet og får kæmpet med væsnerne, der ikke kan beslutte sig til om de er skovfolk eller ildfolk (hvilket nok forklarer hvorfor deres hjemland, Skovriget, ligner resterne fra et Sankt Hans Bål), skal vores helte stadig have omvendt Azura til lyset, hævet forbandelsen over lerfolket og slukket for Mings irriterende natlampe, før de kan vende hjem til endnu en heltemodtagelse med konfetti i gaderne.

Der er også en ond kejser, ved navn Ming, der skal besejres. I første sæson troede vi, at flammerne tog ham, men denne gang har vi set, at den slags ikke bider på ham. Så der må andre og kraftigere våben til at udslette universets bærme. Måske kommer skurkens endeligt faktisk inde fra hans egne rækker? For der går storpolitisk spionage i den i denne sæson, hvor venner og fjender forråder hinanden på kryds og tværs og falder hinanden i ryggen. Hvem kan man stole på, når man er strandet på Mars?

Lyt med og få svarene på alle disse mange spørgsmål og hør nogle af de utroligt dårlige, Mars-relaterede jokes, som især en af værterne mener verden skal have glæde af (den anden vært vil gerne undskylde på forhånd…). Det bliver ekstra spændende denne gang, for Mars er fyldt med nye opfindelser som også skal afprøves. Ud over Nitron Lampen er der både lysbroer lige ud af Tron og Star Wars, faldskærmsvinger som fik Bruce Wayne til at tage notater, en vacu-tube (som er mere metro end støvsuger) og forbavsende meget andet godt.

Afsnit 158: Flash Gordon Podcast 02 – Flash Gordon’s Trip To Mars Part I

Med spænding og længsel hopper FFF atter ombord i raketskibet og flyver med Jens Lyn og vennerne ud på eventyr i verdensrummet. Vi kaster os denne gang over den anden serial om Flash Gordon, Flash Gordon’s Trip To Mars fra 1938.

Heltene er knapt nok nået tilbage til deres hjemplanet, før den intergalaktiske tosse, Ming, endnu engang er på spil. Han har selvfølgelig en ny plan og et nyt vanvittigt våben, der skal sikre ham herskerdømmet over hele galaksen og samtidig meget belejligt forårsage Jordens undergang. Han har bygget noget, som han insisterer på at kalde en Nitron Lampe, og den kan et eller andet med noget lys, der skaber en farlig ballade på den blå planet.

Heldigvis har Dr. Zarkov totalt styr på raketskib og hvordan man skal bekæmpe Mings nye våben, så han lokker Flash og Dale med på en ny omgang rumhalløj. Han har bare ikke helt styr på sin rum-GPS, for angrebet kommer denne gang ikke fra Mongo, men fra Jordens røde nabo, Mars. Heltene styrter ned på planeten og opdager, at de har fået følgeskab af en overnysgerrig journalist, der har til opgave at få publikum i biografen til at grine og mindst en af podcast-værterne til at bide sig selv i armen i frustration.

På Mars opdager vores helte til deres, og især vores, store ærgrelse, at første sæsons favorit, Prinsesse Aura, er blevet skiftet ud med Dronning Azura. Men frygt ej. Hun er muligvis knap så eksplicit seksualiseret som Mings kærlighedshungrende datter, men til gengæld har hun sine helt egne storpolitiske planer, en planet at erobre, et lerfolk at forbande og undertrykke og mest ikonisk: Damen kan magi. Ikke sådan noget “hyr mig til din børnefødselsdag, for jeg kan lave ballondyr”-trylleri, men vaskeægte magi, der ville få Hogwarts samlede fakultet til ryste i roberne.

Så tag os i hånden og rejs med mod stjernerne, eller hvor Zarkov fejlagtigt får os deponeret, og lyt med for at finde ud hvordan vores helte redder Jorden, befrier lerfolket og får fundet på en eller anden halvbagt forklaring på hvorfor vores gamle ven Prins Barin skal være med igen.

Afsnit 157: Steven Spielberg Podcast 09 – Indiana Jones and the Temple of Doom Part II

Der gemmer sig flere hemmeligheder i det mørke tempel og efter et måltid, der kan få det til at vende sig i de fleste, skal vores helte først flirte lidt over noget frugt og hænge en skurk, inden de kan rage på brysterne af en statue og komme videre… Herfra står menuen på et gulv fyldt med insekter, en fælde der i en senere podcast skal vise sig at være “lånt” fra Flash Gordon’s Trip To Mars, en ofring hvor der hives hjerter ud af mennesker til højre og venstre, bivirkningerne af at drikke det forkerte blod, børn der skal piskes, slaver der skal befris, skurke der skal kvases i en stenknuser, mineskakter der skal udforskes i høj fart, hængebroer der skal kappes over og krokodiller der skal fodres inden landsbyen endeligt kan føres tilbage til fordoms frugtbarhed.

Tempoet er hæsblæsende i anden halvdel af Temple of Doom, hvor vi går fra den ene dødsfælde eller action sekvens eller menneskeofring til den næste. Kan man leve videre efter ens hjerte er flået ud? Hvor tæt kan man komme på lava og helvedes flammer, før der går ild i ens fine kjole? Må man slå børn på film? Spørgsmålene står i kø, men efter vi i forrige afsnit redegjorde for, at det er 100% realistisk at bruge en gummibåd som faldskærm, er det ikke noget problem for FFF værterne at svare på dem.

Hvad er den endelige dom over barndomsfavoritten, der altid har delt vandene blandt fans af Indiana Jones serien? Er den for mørk og dyster eller er den spot on og perfekt til aftenkaffen? Hvor ville Willie Scott rangere, hvis hun havde været en Bond babe i stedet for? Er Short Round den sejeste 80’er filmdreng eller er han den sejeste 80’er filmdreng?

Lyt med og få svarene på alle disse spørgsmål og forbavsende meget mere, når værterne får stanget det sidste Snake Surprise og afkølet abehjerne ud af tænderne, skrabet de værste insekter af fodsålerne og forhåbentligt får stoppet minevognen i tide inden podcasten nådesløst smadrer ind i endevæggen.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 156: Steven Spielberg Podcast 09 – Indiana Jones and the Temple of Doom Part I

Podcasten vender tilbage til Spielbergs filmiske univers og der er dømt gensyn med gamle kendinge. For det første har Limfjordens primære eksportvare, Morsingboen, fundet tid i kalenderen til et smut bag mikrofonen. For det andet har verdens mest berømte arkæolog fundet sin pisk frem og er klar til at svinge den over lytterne i bedste Fifty Shades of Fedorahat-stil.

At FFF trioen er samlet igen føles som en rejse tilbage i tiden, og det passer perfekt da dagens afsnit faktisk ikke er en fortsættelse, men en forløber eller prequel. Temple of Doom foregår et år før handlingen i Raiders of the Lost Ark, så der er ingen Marion Ravenwood, Indy har ikke fundet Pagtens Ark og han har endnu ikke udvalgt nazisterne som sine ærkefjender.

Denne gang leger Dr. Jones (hey, fik han ikke en Aqua sang på et tidspunkt?) surrogat-far for den opfindsomme og vidunderligt selvstændige knægt Short Round, der hurtigt blev en favorit for de fleste drenge i 80’erne. Sammen er de to helte på eventyr i Shanghai, hvor de samler sangerinden Willie Scott op og tager en flyvetur i en gummibåd til Indien (se filmen, så giver det mening), hvor de efter et måltid biller bliver overtalt til at ride på elefanter til et mystisk tempel-hotel med et særdeles tvivlsomt menukort og skumle hemmeligheder i kælderen.

Temple of Doom var den mest kontroversielle Indiana Jones film indtil George Lucas insisterede på at lege med rumvæsner (undskyld, vi mener “interdimensionelle eksistenser”). Den begejstrede børn og unge, men skræmte livet af deres sensible forældre og var med til at skabe en helt ny kategori indenfor amerikansk filmcensur. Lyt med og hør om værterne mener, at Temple of Doom er en hyggelig film for de mindste, eller om Spielberg og Lucas har drejet til højre i stedet for til venstre og er kørt ned af den mørkeste skakt i film-minen.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj.

Afsnit 155: Flash Gordon Podcast 01 – Flash Gordon (1936) Part II

I første afsnit efterlod vi på klassisk cliffhanger manér vores helt i kløerne på høgemændenes konge, Vultan. Men som altid er hjælpen nær, når nødden er størst, og Flash’s venner kommer ham til undsætning. For der er stadig mange ting, der skal ordnes, før vores helte atter kan vende snuderne og raketskibet hjemad.

Den onde kejser Ming har stadig et rum-crush på Dale Arden, der ellers lige har fået overbevist Vultan om, at hun ikke har tænkt sig at lægge hans æg. Imens er Mings datter, den forførende Prinsesse Aura, varm i rumkabinen over vores blonde lynmand fra Jorden, hvilket er ved at knuse hjertet på den ellers så selvsikre Prins Barin. Dr. Zarkov er fortsat den mest efterspurgte videnskabsmand på Mongo, og han headhuntes fra den ene stråle-besatte arbejdsplads til den næste, og alle laboratorierne er så ivrige efter at sikre sig hans evner, at de hver og en accepterer hans insisteren på at bære sin voksenble på arbejde.

Denne gang byder vi både på tiger-stunts der ville få Siegfried & Roy til at fylde kattebakken, på en usynlighedsstråle der er ideel til at drille Mings snotforvirrede soldater, på en ny og endnu mere kaglende ypperstepræst, på en gift der forårsager hukommelsestab (Mongos bedste bud på en fortrydelsespille) og en ildspyende drage (som i virkeligheden bare er genbrug af krabbe-dragen fra sidst, nu med lidt pyroteknik).

Så lyt med når vi gennemgår de sidste 7 afsnit af første Jens Lyn serial, hvor Flash Gordon forsøger at få besejret den farlige orangopoid (en mand i et abekostume og med et horn i panden…), væltet Ming af tronen, løst alle kærlighedsknuderne og fyldt raketskibet op med brændstof inden den tynde luft stiger Vultan helt til hovedet, inden Barins hjerte knuses helt og inden ypperstepræsten får sprængt vores helte til atomer.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 154: Flash Gordon Podcast 01 – Flash Gordon (1936) Part I

Med dagens afsnit kaster FFF sig ikke blot over en helt ny serie, men vi bevæger os også i et rystende ustabilt og skramlet raketskib ud i et ukendt univers, hvor vi behandler et helt nyt format: Serials.

I dag kender vi alle til TV og streaming serier, hvor vi i timelange maratons henover en weekend fortærer hele sæsoner om drager eller fængsler eller motorcykelbander eller vikinger eller korrumperede fysikprofessorer og alt muligt andet. Men i filmmediets spæde ungdom måtte man i biografen, hvis man ville have episodiske eventyr. Den aller største helt i disse føljetoner var Jens Lyn, eller Flash Gordon, der fra 1936 til 1940 havde tre serier, der begejstrede publikum og sikrede Universal Studios en sikker indtægt, når deres filmmonstre som Dracula og Frankenstein begyndte af blive slappe i hugtænderne og løse i syningerne. I titelrollen blev den olympiske svømmer, Buster Crabbe, et ikon for alle drenge og en hjerteknuser for alle piger. Over de næste afsnit i denne serie, skal vi tale om de tre serials med Buster Crabbe og selvfølgelig spillefilmen fra 1980, hvor Sam Jones overtog titelrollen og Queen erobrede hitlisterne verden over.

I første afsnit dykker vi dybt ned i både Jens Lyns oprindelse i avisernes tegneseriestriber og giver selvfølgelig også en grundig gennemgang af begrebet “serial” og genrens udvikling fra den spæde start med heltinder som Mary, Pauline og Helen, helte som Tarzan, Captain Marvel, Buck Rogers og Zorro, henover dens første store krise, da fjernsynet gjorde sit indtog og til dens genopstandelse som genudsendelser på tv skærme over hele verden og som den primære inspiration for moderne franchises som Star Wars og Indiana Jones, inden vi kaster os over de første 6 af 13 afsnit i den første omgang Flash Gordon fra 1936.

Så hop med os ombord i Dr. Zarkovs flyvende cisterne og rejs til planeten Mongo for at besejre den onde kejser Ming, hive løvemanden i skægget, klippe kløerne på krabbe-dragen, binde knuder på kæmpeblæksprutten, flå badehætten af hajmændenes konge og plukke en fjer eller to med den voldsomt lattermilde Vultan.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 153: Steven Spielberg Podcast 08 – Twilight Zone – The Movie

Ikke siden vi snakkede om Casino Royale (1967) tilbage i marts 2016 har der været sådan en kaskade af instruktøre på afsnittets film og der står jo Steven Spielberg på skemaet så hvordan hænger det nu sammen?
I dagens afsnit tager vi en tur ind i den 5. dimension og kigger nærmere på hvordan de fire instruktøre Steven Spielberg, John Landis, Joe Dante og George Miller endte med at lave hver deres homage afsnit til den hyldede tvserie “The Twilight Zone”.

Selvom “The Twilight Zone”-tvserien for de fleste ikke-amerikanere ikke rigtig får en klokke til at ringe, så kan seriens påvirkning findes i stort set alle elementar af nutidens populærkultur. Skaberen bag serien Rod Serling ville ikke bare fortælle historier om mystik, monstre og mærkelig hændelser, men forsøgte også at give seerne noget at tænke over i deres personlige liv. Nogle gange en tydelig morale, men ofte var tingene delikat pakket ind i en underholdende historie.

John Landis åbner ballet med en minifilm om en racist som ender med at få lov til at smage sin egen medicin i Franking under den tyske besættelse, i en varm sydstats nat hvor hovedpersonen forveksles af KKK som er ivrige for at klynge ham op og til sidst i Vietnam under krigen hvor en gruppe amerikanske soldater tror han er Viet Cong.
Næste minifilm er heldigvis lidt lettere i tonen. Steven Spielberg viser os livet på et plejehjem hvor alle beboerne længes efter deres ungdom, men da en mystisk fremmed pludselig giver dem muligheden for at blive børn igen og leve livet én gang til, er de ikke sikre på om det nu også er det de vil.
Joe Dante har allieret sig med Dick Miller (Mr Futtermann) fra Gremlins, men denne gang handler filmen ikke om små grønne væsener men derimod om en dreng som kan få alt hvad han vil i hele verden. Desværre betyder hans radikale valg at der ikke er meget nærhed og kærlighed i hans liv. Ihvertfald indtil han møder sit næste offer i form af en skolelærer som kører igennem byen på vej mod nye eventyr.
George Miller står for sidste minifilm, og selvom der ikke er meget mad Max over det har han fundet plads til sin lidt specielle stil alligevel. John Lithgow har erstattet William Shatner i en genindspilling af et afsnit om flyskræk. Lithgow tror han ser små grønne væsener ude på vingen og det selvfølgelig midt i et uvejr. Er han ved at blive skør eller er der noget om snakken ?

“The Twilight Zone” var et tilløbsstykke i sin samtid og vises stadigvæk i fjernsynet mange steder i verden idag, men holder konceptet når man fjerne geniet Rod Serling, og istedet sætter 4 instruktøre til at styre galskaben?
Vi giver de 4 herrer en chance og inviterer på en tur til den 5. dimension, eller som Rod Serling måske ville ha sagt :”Det du nu skal lytte til kunne være slutningen på et forfærdeligt mareridt. Men det er det ikke. Det er begyndelsen. Velkommen til kære lytter. Din destination? The Twilight Zone!”

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 152: Bottom of the Barrel Podcast 3 – Mac and Me

Endelig er det blevet tid til at dykke ned i tønden med giftigt filmaffald igen, og vi har glædet os! For de forrige gange har det været ustyrligt morsomt, selvom filmene har været rystende ringe. Bottom of the Barrel, BotB, er serien, hvor vi tager fat på film, der på en normal 1-10 skala med al sandsynlighed ville klæbe sig til bunden, som det brændte fedt, der ikke er til at få af stegepanden. Hvad sker der, når de film får lov til at få deres helt egen separate vurdering, der selvfølgelig tager højde for, hvilket kvalitetsniveau, vi har bevæget os ned på? For måske er der faktisk god underholdning gemt i møgdyngerne hos Madams Skralds filmiske losseplads.

Vi har tidligere forsøgt at kæde BotB filmene tematisk sammen med en af vores hovedserier. OK Connery var den fulde og uønskede onkel i James Bond familien, og The Ice Pirates bragte rumherpes ind i Star Wars seriens ellers så bonnerte sovekammer. Denne gang får Spielberg serien følgeskab af ET’s kejtede lillebror, når vi kaster os over Mac and Me fra 1988.

En super spekulativ og kunstnerisk debil producer besluttede sig i en rus af 80’er über kommercialisme at lave en halvanden times reklamefilm for MacDonald’s. For at få det voldsomt usunde måltid til at glide ned hos de intetanende børn, smurte han den ind i det tyndeste lag af en historie, som han havde fundet ved at lade en kanariefugl genfortælle ham plottet til E.T., der stadig stod øverst på listen over alle tiders største blockbustere. Resultatet var den af mange så forhadte, men af en inkarneret fan-gruppe så højt elskede “rumfamilie fra en af Saturns måner strander på Jorden, Familien Robinson møder ET, tilsat Big Macs og cola”-film Mac and Me.

I dagens afsnit leder FFF værterne efter flere upassende reklamer, som er knapt så skjulte i filmen (er Coca Cola virkelig en magisk eliksir, som kan vække de døde til live igen, eller er der her tale om en lettere overdrivelse?), mens de slæbes igennem et af verdens sløjest stagede og mest umotiverede “spontane” dansenumre på film, kørestols-stunts der ser ud som om de er filmet af filmens 6-årige kernemålgruppe og børn der på nærmest overnaturlig vis har regnet ud, at man da sagtens kan indfange rumvæsner med en almindelig støvsuger.

Der er med andre ord langt mellem de filmiske højdepunkter, men utroligt kort mellem grinene, når Kristian kortlægger de 24 mest åbenlyse punkter af bevisførelsen for, at dette er inkompetent tyveri af E.T.’s indhold og sjæl, og når Nikolaj flår sine få tilbageværende hår ud af hovedbunden i frustration over, hvor dybt vi kan synke i tønden.

Stik et sugerør i din cola, ødelæg dit helbred med en gang friture, slå dig selv i hovedet, når Onkel Ronald, den dumme klovn, prøver at overbevise os alle sammen om junk food’ens lyksaligheder og lyt med når FFF forsøger at undgå at få en filmisk blodprop over de mange tomme kalorier, der er proppet ind i Mac and Me. Are we loving it?

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 151: Steven Spielberg Podcast 07 – E.T. – The Extra Terrestrial Part II

I afsnit to om det lille rumvæsen, hvis film blev verdens største nogensinde, skal vi både en tur i skole og redde frøer, tømme køleskabet for dåseøl og have nogle ikoniske flyveture på et af de ultimative 80’er transportmidler, BMX-cykler.

Elliot har vist E.T. til sine søskende, som har svoret, at de ikke vil sige noget til nogen som helst. Men hvordan holder man sådan noget skjult, samtidig med at man skal have bygget verdenshistoriens mest avancerede rumtelefon ud af ramponerede stumper mekanik og legetøj fundet på et børneværelse?

Mens det emotionelle bånd mellem dreng og rumvæsen bliver stærkere, kommer truslen i form af de voksne nærmere. Det er et kapløb med tiden, for at få ringet til en fjern galakse efter et lift til E.T., inden manden med nøglebundtet får pakket Elliots hus ind i et kæmpekondom.

Som altid er der også plads til en snak om de helt store emner i livet såsom alkoholpåvirkede skolebørn, børn der overnatter alene i en regnvåd skov, effektive måder at pjække fra skole og selvfølgelig det helt store spørgsmål: Vil verden blive et bedre sted, hvis man udskiftede alle våben med walkie talkies?

Ender det hele i den store tudefest, eller kan værterne holde sammen på stumperne længe nok til at få uddelt karakterer og MVP priser?

Lyt med, når John Williams får cyklerne og vores hjerter til at lette mod podcast-himlen.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.

Afsnit 150: Steven Spielberg Podcast 07 – E.T. – The Extra Terrestrial Part I

Efter nogle måneder i julen og Verhoevens tegn, vender FFF tilbage til Spielbergs univers. I dette jubilæumsafsnit nr. 150 tager vi fat i det, der af mange regnes som den ikoniske og definitive Steven Spielberg film, gigant succesen fra 1982, E.T. – The Extra Terrestrial.

Historien om det lille rumvæsen, der strander på Jorden, langt væk hjemmefra og helt alene indtil han finder og bliver venner med drengen Elliot, spøgte i mange år og i mange versioner i Spielbergs tanker, før det blev til den film, som så mange elsker så højt. Vi vender som altid hele baggrundshistorien grundigt, lige fra den unge Steven skulle finde en måde at håndtere, at hans far forlod sin kone og fire børn, og derfor opdigtede en usynlig ven i form af et rumvæsen, som han kunne betro sig til, og videre over den mørke monsterfilm Night Skies, der aldrig blev filmatiseret, men gav inspiration til alt fra Poltergeist til Gremlins til Signs og så endelig frem til den eventyrlige fortælling om venskab, der stadig kan få tårerne til at trille ned ad kinderne på granvoksne mennesker.

E.T. er en historie om venskab, familie, sammenhold og om at møde verden med et åbent, tillidsfuldt og drømmende sind, i stedet for at lade sig styre af frygt og angst. Ganske som vi plejer kaster FFF værterne sig hovedkuls ud i både disse dybe tematikker og alle emnerne i den lettere ende af skalaen, som hvad sker der juridisk, når der opstår splid om ophavsretten til et manuskript og andel af indtægter fra merchandise salg samt hvorfor pokker det ikke er rigtigt Dungeons & Dragons, som børnene spiller hjemme i stuen.

Så drik en dåsebajer med dit favorit-rumvæsen og følg sporet af Reeces Pieces hele vejen gennem skoven i forsøget på at finde hjem til verdens mest grundige filmpodcast, og lyt med, når Onkel Steven tager os alle sammen med på et filmisk eventyr af de helt store.

Dagens værter: Kristian og Nikolaj.