For lang tid siden, i en fjern, fjern podcast begav FFF værterne sig ud på en episk rejse gennem den filmiske stjernekrigs-galakse. Vi har fordøjet og fortolket filmene i den rækkefølge, som George Lucas har valgt at skuffe os med dem (altså… vi har set dem i Star Wars kronologisk korrekt rækkefølge). Vi har svedt i ørkenen og fået sand i alle vores åbninger. Vi har drukket udefinerbar mælk direkte fra patværket på de mest afskyelige rumskabninger. Vi har varmet os blandt indvoldene i tauntaun kadavre på de kolde vinternætter. Vi har grinet som fuzzballs og skudt Greedo, længe før han overhovedet overvejede at række ud efter sin blaster. Hver en kunstig papmache sten er blevet vendt og hver en dodgy cgi skabning er blevet vejet. På imponerende vis har vi undgået den virus, der aktuelt florerer og skræmmer hele universet (Vi taler her selvfølgelig om rumherpes, som vi har fået isoleret ovre hos ispiraterne). Og nu er vi her endelig. Ved den (måske midlertidige…) afslutning på Skywalker sagaen. Himmelvandreren Hæves.
Inden Disney koncernen beslutter sig for at spinde mere guld på Kraften, har vi selvfølgelig et par ekstra Star Wars overraskelser oppe i podcast-ærmet, men for nu afslutter vi en rejse, der startede helt tilbage med vores allerførste afsnit i juli 2015, hvor vi talte om The Phantom Menace. Vi har gennemgået tre trilogier, to Ewok film, to solo film (en om Solo og en solofilm uden nogen Solo…) samt en animationsfilm og højtids-makværket over dem alle, The Holiday Special. Så kom ikke og sig, at vi ikke gør alt for vores lyttere!
Hver af de tre centrale trilogier i sagaen om familien Skywalker og deres venner, har haft et stort og dramatisk omdrejningspunkt. En enkelt ting, som trilogien kan koges ned til i sin essens. Et spørgsmål, som vi søgte svar på.
Episode 1-3: Hvordan bliver Anakin til Darth Vader?
Episode 4-6: Kan Luke redde sin far fra mørket og føre ham tilbage til lyset?
Episode 7-9: Hvad hedder Rey til efternavn?
Umiddelbart lyder det selvfølgelig som om, den centrale motor i den nyeste trilogi ikke er helt så skelsættende, som de to forrige serier, men som altid lader vi tvivlen komme filmen til gode, og satser på, at JJ, KK og alle de andre har nogle super gode, logiske, sammenhængende og fyldestgørende svar, der på imponerende vis binder hele sagaen sammen. Eller i hvert fald den nye trilogi. Eller måske i hvert fald bare JJ’s to film. Eller… bare episode 9 selv… Eller som minimum nogle af scenerne…
Det skal nok blive godt. Det er vi helt overbeviste om! Værterne har sørget for at placere sig lidt forskellige steder i forhold til vurderingen af det nyeste skud på Star Wars stammen, så om ikke andet, så forsøger vi at “bringe balance til podcasten”, for at fejlcitere diverse forfattere fra serien.
Så lyt med og find ud af… Ja… Hvordan det hele (måske) hænger sammen…
Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj