Afsnit 97: James Bond Podcast 28 – Bond Retrospektiv

Vi står på grænsen til 2017 og efter et helt års rejse i selskab med den verdensberømte gentleman spion, er her et afsluttende farvel til vodka martini, Aston Martin og missioner på eksotiske locations.

Vi har i 2016 snakket om alle de 25 EON film, de to forsøg på at filmatisere Casino Royale i 1954 og 1967, samt Sean Connerys efternøler “Never Say Never Again”. Det er blevet til mere end 216 timers snak om James Bond så vi syntes det var passende at give jer et sidste afsnit til at runde serien ordentligt af.
Vi har allerede dedikeret et afsnit til hver enkelt film, men hvordan ser det ud når vi sammenligner på tværs af filmene? Holder vores individuelle favorit Bondfilm, når man deler filmene op i deres kerneelementer?
Der bliver rangeret og diskuteret Bond i katagorierne; Bond skuespillere, Actionscener, Bond babes, Gadgets, Skurkens hemmelige base, Henchmen, Bonds hjælpere, Hovedskurken, Instruktørerne, Eksotiske locations, Musik, Sange, Nærkamp, Sindsyge Plot, Skurkens skæbne, Teaser, Titelsekvensen og mange mange flere.

For sidste gang byder Filmpodcast For Folket op til et spil baccarat i selskab med kvindebedåreren over dem alle, James Bond.
Shaken, not stirred.

Afsnit 96: James Bond Podcast 27 – Spectre

Filmpodcast For Folket er nået til 27. og foreløbelig sidste Bondfilm; Spectre.

Pudsigt nok er dette nærmest en “ringen er sluttet” oplevelse, da vi med denne film får tilbagekomsten af den notoriske forbryderorganisation, Spectre, med dets vanlige overhoved Ernst Stavro Blofeld. Denne gang med en tæt forbindelse til Bonds hidtil ukendte fortid. Samtidig får vi en ny M, i vante omgivelser, med Moneypenny på kontoret og Q i sit laboratorie.
Altsammen klassiske Bondelementer som burde krydse alle de rigtige felter af når vi har at gøre med en klassisk Bond film. Gør det så Spectre til en Daniel Craig Bond film på niveau med FFF favoritterne Casino Royale fra 2006 og sidste uges Skyfall? Eller er vi i bund som med skuffende Quantum of Solace?

Få alle svarene når Bond skal på sin sidste mission. Find din dødsmaske frem for vi skal både til Day of the Dead festival i Mexico, sejltur i det kolde Østrig, rundt i Roms gader og selvfølgelig overnatte på Hotel L’Americain i Tanger med den skønne Léa Seydoux!

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 95: James Bond Podcast 26 – Skyfall

Der tales ofte om, at tredje gang i rollen er der, hvor det hele går op i en højere for James Bond skuespillerne. Med Goldfinger ramte Connery filmene endelig den blanding af spænding, action, sex og humor som vi er blevet vant til og med The Spy Who Loved Me føler de fleste, at det endelig hang samman for Roger Moore. Pierce Brosnan og The World Is Not Enough behøver vi ikke tale mere om… Hvordan skal det mon gå for Daniel Craig?

Med Skyfall nåede serien nye højder både økonomisk og prismæssigt, så det kunne tilsyneladende betale sig, at hyre en Oscar vindende instruktør og et ekstremt erfarent hold bag kameraet. Samtidig klinger navne som Javier Bardem, Judi Dench og Ralph Fiennes mere af awards season end af action blockbuster.

Men holder filmen her fire år senere? Er forholdet mellem Bond og M stadig rørende? Fungerer filmens overraskelser stadig? Giver Silvas plan mening, når man ser lidt nærmere på den? Der er mange elementer i Craigiverset, der er ved at være på plads som vi kender det fra de gamle Bond film, og de sidste brikker bliver lagt her. Men er det nok til at gøre Skyfall til en af favoritterne i serien, eller er den faldet fra tinderne siden premieren i 2012?

Tag med på en globetrotter tur fra Tyrkiet over London, Shanghai, Macao og Silvas ø tilbage til London, for at slutte det hele af, der hvor det hele startede: Skotland. Eller… Det er der de påstår, at det hele startede, for det har vi jo ikke set før, og for os startede det jo faktisk enten i Casino Royale, hvis man følger bøgerne (og CBS) eller på Jamaica, hvis vi følger Eon, men ok, vi forstår pointen, fordi Bond er født i Skotland, selvom det ikke rigtigt betyder noget for ham, og det vist nok kun var noget Ian Flemming fandt på, fordi Sean Connery talte med skotsk accent, men nuvel, den her sætning og tankestrøm er alligevel blevet lang og snørklet, som var det noget Silva havde udtænkt for alligevel at ende præcis der, hvor vi gerne vil have det hele til at ende, nemlig ved slutningen.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 90: James Bond Podcast 25 – Quantum of Solace

Bond er tilbage i denne direkte efterfølger til Casino Royale(2006). I sin jagen efter bagmændene, der snød ham gennem, den nu afdøde, Vesper Lynd, støder Bond på den mystiske organisation Quantum. Han bliver kastet ind i et gement plot om olie, vand og miljøet…? Bond møder også en ung kvinde der, ligesom han selv, brænder efter hævn.

I rollen som James Bond har vi igen Daniel Craig, men også danske Jesper Christensen vender tilbage som den nederdrægtige Mr. White.

Quantum of Solace bliver af mange betragtet som en rigtig action-Bondfilm og i instruktørstolen har vi Marc Forster, manden bag bla. Finding Neverland, Monster’s Ball og Drageløberen.
Vil det sige vi her har at gøre med en vaskeægte Bondklassiker? Det spørgsmål og meget andet forsøger Filmpodcast For Folket at besvare, når der dykkes ned i Quantum of Solace.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 88: James Bond Podcast 24 – Casino Royale

Efter Bond serien i Die Another Day havde inkluderet en usynlig bil og Bond på surfbræt i et CGI ishav følte Michael G Wilson og Barbara Broccoli at det var tid til at komme tilbage til rødderne igen. Tilbage til tiden før Bond altid lige havde et gadget i lommen som kunne klare den farlige situation for ham. Tilbage til før Bond var en kynisk mand som skulle drukne tabet af alle de kvinder han ikke kunne redde i vodka martini. Det var tid til et reboot af Bond serien.

Daniel Craig overtog rollen fra Brosnan og det blev ikke velmodtaget i den engelske kulørte presse. På trods af masser af erfaring fra andre actionfilm troede de fleste ikke på at han kunne fylde de store Bond sko ud, og han var allerede dømt ude af mange fans før optagelserne overhovedet fik startet.

For at alt ikke skulle være nyt og anderledes valgte man at tage en gammel kending op, som aldrig var blevet lavet ordentligt i EON regi. Casino Royale. Intet kunne være mere klassisk Bond end en film baseret på den sidste Ian Flemming bog som EON endnu ikke havde filmatiseret.

Vi kender allerede historien fra udgaven i 1954 og 1967, så find badebukserne frem og smid Evelyn Trembles bog om Baccarat ud for nu står den på Texas Hold’em i Montenegro.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 86: James Bond Podcast 23 – Die Another Day

Det er blevet tid til dobbelt jubilæum i Eon familien. Die Another Day er deres 20. James Bond film, og den udkom 40 år efter deres første skud på stammen, Dr. No i 1962.

Pierce Brosnan spiller for fjerde og sidste gang den semi-hemmelige britisk agent, og denne gang går han undercover i Nord Korea som våbenhandler. Men tingene går ikke helt som forventet. Han bliver forrådt og ender i et mørkt fængsel med skorpion tortur og electroclash.
MI6 nægter at vedkende sig Bond, da han endelig bliver sluppet løs, så på egen hånd starter han en jagt på en mystisk renaissance man og hans glimtende håndlanger.

Oscarvinder Halle Berry kommer i slowmotion op ad vandet i en orange bikini, men det var alligevel ikke nok til at hendes karakter, Jinx, fik den ellers planlagt spinoff serie, og Madonna leverer den vel nok mest kontroversielle Bond sang nogensinde. Der skal køres i usynlige biler, surfes på isbræder og sendes hilsner til samtlige af de tidligere film i serien, når Bond ryger cigarer i Havana, diskuterer rumforskning i Island og smadrer en hel fægteklub i London, inden han er med til at brænde den 38. breddegrad af landkortet i jagten på et par gutter, der er helt vilde med ekstrem-plastickirurgi.

Lyt med når FFF dykker ned i en film, der deler vandene blandt de fleste Bond fans. Mange hader den for dens overdrevne gadgets og gradvist mere og mere crazy plot. Andre trækker på smilebåndet og er underholdt af fjollerierne og de kontroversielle undertekster i den danske biografudgave. Er værterne enige eller er meningerne spredte som benene på en Bond babe?

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 85: James Bond Podcast 22 – The World Is Not Enough

Er tredje gang lykkens gang for Pierce Brosnan? Mange mener at Connery æraen peakede med film tre (Goldfinger) og at Roger Moore endelig ramte topformen med sit tredje forsøg (The Spy Who Loved Me). Nu er det så spørgsmålet om verden virkelig ikke er nok for Pierce.

Azerbaijan og Kazakhstan lyder muligvis ikke så eksotisk som Bahamas og Thailand, men filmen byder også på cigarrygende Bond babes i hurtige motorbåde, kæmpe motorsave der skærer kaviarfabrikker i småstykker og snescootere der flyver i faldskærme. Det hele bliver meget personligt, da M sender Bond ud som bodyguard for en af sine gamle “læsekammeraters” datter. Men James har hurtigt lugtet lunten, for noget er helt galt i de asiatiske oliefelter, hvor atombomber løber løbsk og Stockholmsyndromet hærger.

Franske Sophie Marceu leger englænder, engelske Robert Carlysle leger franskmand og Hagrid vender tilbage som russisk gangster. Lidt mere seriøst bliver det heldigvis, da filmens primære babe introduceres. For det er nemlig det vigtigste adgangskrav på “atomfysiker-studiet”, at man ser hamrende hot ud i hotpants og lille tank-top.

The World Is Not Enough har længe været en af de mere udskældte Bond film, men lyt med, når FFF putter den under den store og grundige lup. For måske viser den sig at være et undervurderet hovedværk i serien.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 84: James Bond Podcast 21 – Tomorrow Never Dies

James Bond tager denne gang kampen op mod den nederdrægtige superskurk Elliot Carver.
Carver vil ikke slå menneskeheden ihjel, han vil ikke afpresse verden for milliarder, nej hans plan er af skaffe eksklusive rettigheder til det kinesiske marked til sin TV-station!
Heldigvis er han ikke alene i kampen mod medie-mogulen, for han får hjælp af den seje kinesiske-malaysiske ass-kicker Michelle Yeoh.

Værterne er i chok over det sprængfarlige plot, og bliver nødt til at tage stilling til en stealth båd, en fjernstyret bil, og Pierce Brosnan som MiG pilot extraordinaire.

Tomorrow Never Dies sender os tilbage til Ha Long Bay og, hvem ved, måske kigger vi forbi Scaramanga og ser, om han også har problemer med sit kabel-tv.

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 82: James Bond Podcast 20 – GoldenEye

Bond er tilbage efter den længste pause i Eon serien. Efter en intens teaser med et ikonisk bungee jump starter 007 selvfølgelig med en ferie til Monaco, hvor vi kan blive mindet om den originale Bond formel, som igen er i spil. Hurtige biler, smukke kvinder og kortspil. Desværre varer ferien ikke længe før Bond bliver rodet ind i kuppet af en EMP-sikker Tiger helikopter, affyringen af et sattelit-/atomvåben i den øvre atmosfære og en ny chef på kontoret!

Alle spor peger mod St. Peterborg, og selvom Bond får hjælp af både en småsur CIA agent og en humpende mafiaboss, så ender han i en selvdestruerende helikopter med en russisk satelitprogramør.
Resten er filmen er en hæsblæsende jagt for at ødelægge så meget som muligt med tank, tog og radioantenne…

Med en ny skuespiller i rollen som Bond, er det igen tid til mord, sex og kolde martini’er

Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj

Afsnit 80: James Bond Podcast 19 – Licence To Kill

Filmen der genforener Special Agent Johnson med Special Agent Johnson!
Timothy Dalton vender tilbage for anden og sidste gang som James Bond i en af seriens mest kontroversielle film. Den nådesløse narkobaron, Franz Sanchez, har kastet Bonds bedste ven, Felix Leiter, for hajerne, og vores helt frasiger sig sit job for Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste og den dertilhørende ret til at dræbe, for at tage på et personligt hævntogt i Latinamerika.
Onkel Q har en kost med en radiosender i, James Bond står på vandski uden ski og Vegas entertaineren Joe Newton giver den gas som tv evangelist. Alligevel blev filmen i sin samtid kritiseret for at fjerne humoren fra serien og i stedet indføre en brutal og voldelig stil, med en mørk og dyster Bond, der resulterede i en af de mindre økonomisk indtjenende film om verdens mest populære hemmelige agent.
Den generelle vurdering er mere positiv i dag, efter Bond filmene har været igennem Daniel Craig æraen, men falder filmen i værternes smag eller falder den for meget udenfor formlen for en Agent 007 film?
Find din tandpasta med sprængstof, din rokke-forklædning og dine stinger missiler frem (vi ved du har dem!), og lyt med, når vi serverer CIA agenter for hvidhajer, brænder folk levende, splatter folk ud i trykkamre og hælder kommende Oscarvindere i kødhakkere i denne rendyrkede familiefilm.
Dagens værter: Morsingboen, Kristian og Nikolaj